VINTERLYS

Som dagene bliver kortere og aftenerne mørkere og koldere, søger vi indenfor og nyder hinandens selskab i stearinlysenes skær - og skaber de mest uforglemmelige øjeblikke rundt om veldækkede borde klædt på til årstiden.

Hjemvendt fra skoven med røde kinder og kolde fingre og en kurv fuld af bark, kogler, visne skovbregner og grene, fremtryller vi smukke borde og vinterdekorationer. Hjemmelavede kreationer, der skaber glæde og får os igennem de lange, mørke vintermåneder. 

Slip fantasien løs eller lad dig inspirere af vores fire simple ideer til dekorationer, der vil bringe vinterlys ind i din hverdag.

SVÆVENDE VINTER DEKORATION

Kombiner Pendulum med de magnetiske Cone Lysestager og skab en smuk, svævende dekoration. Du bestemmer helt selv hvor mange lys, du vil bruge, men nu hvor juletiden nærmer sig, har vi designet et alternativ til den traditionelle adventskrans med brug af fire lys. 

Sådan gør du:
Se på billedet, hvad du skal bruge. 
Hæng Pendulum op og placer Cone Lysestager og lys. 
Find grene med mos og f.eks. tørrede bregner i skoven, eller køb det hos din lokale blomsterhandler. Giv naturen lidt spraylim og drys med sølv- eller guldglimmer. Gør det lidt tilfældigt, for et natuligt look. Kombiner naturen med lidt velvalgt pynt i sølv, som blomsten og agernene på billederne.

Du kan også stille lidt pynt på fladen, som porcelænsjuletræet eller en lille vase med en enkelt blomst. Slut af med at hænge lidt papirpynt på grenene og giv dekorationen flere dimensioner.

EN LILLE SKOV PÅ SPISEBORDET

Wrap Vasen har fået fint besøg af et par små rødgrantræer fra skoven ? og på den måde, kan du lave en hel lille skov på spisebordet med minitræer i forskellige højder og vasestørrelser. Det giver stemning, at få naturen helt tæt på under middagen. 

Sådan gør du:
Se på billedet, hvad du skal bruge. 
Kig efter små grantræer næste gang, du er på gåtur i naturen. Tag også godt med mos med hjem. Alternativt kan du købe træer og mos hos din lokale blomsterhandler. 
Plant træet direkte i Wrap Vasen og top med det smukke grønne mos tæt omkring stammen. Slut af med drys af glimmer og sne.

EN LYSENDE BORDLØBER

Kombiner vores smalle bakke med de magnetiske Cone Lysestager i forskellige højder. Du kan nøjes med at bruge en enkelt bakke eller du kan sætte mange bakker sammen og dermed skabe en borddekoration så lang som bordet. 

Sådan gør du:
Se på billedet, hvad du skal bruge. 
Placer stager med lys på bakken. Læg mosbegroede lærkegrene, hvide, tørrede blomsterhoveder og måske kogler og bark omkring stagerne. Drys med sne og glimmer. Du kan skrue op for hyggen med en lille lyskæde ned gennem bordets midte. Ligesom du også kan kombinere med vores fyrfadsstager. Det giver ekstra effekt at blande lys af forskellig art og i forskellige højder.

EN NATURLIG VÆRTINDEGAVE

Vores Wood Box har mange funktioner, og forer du den forsigtigt med stanniol eller plastik, kan den danne en smuk naturlig bund for en vinterdekoration til en sød veninde. Måske nænner du slet ikke at give den væk!

Sådan gør du:
Se på billedet, hvad du skal bruge. 
Start med at fore trææsken grundigt, så der ikke kommer fugt ned til den. Læg herefter et tykt lag mos i æsken, som danner bund for dit lille mostræ. Tag en kvist og en god håndfuld blødt mos. Hold mosset tæt til stammen og vikkel nu ståltråd omkring. Fortsæt, indtil træets krone har den form, du ønsker. Pynt til sidst med små bregneblade og glimmer for at skabe et magisk vinterlook. Har du svært ved at få træet til at stå, kan du evt. lægge et stykke ler eller oases i bunden under mosset.